7.–9. februar

L amour de loin - kjærlighet på avstand

Elmgreen & Dragset om middelalderkjærlighet og dagens nettkultur 

Intro

Kan du elske noen uten å ha møtt dem? Og kan kjærligheten overleve i møte med virkeligheten? Det er noen av spørsmålene i Kaija Saariahos kritikerroste opera L'amour de loin. 

 Operaen, som hadde premiere ved Salzburgfestspillene i 2000, har blitt satt opp flere ganger i Europa, Midtøsten og Canada med stor suksess. Librettoen er skrevet av den prisbelønte fransk-libanesiske forfatteren Amin Maalouf, med utgangspunkt i kjærlighetstekster fra 1100-tallet om trubadurprinsen Jaufré Rudel som elsker Clémence, en kvinne han bare har hørt om, men aldri møtt.

Operaen presenteres uten tradisjonell regi, men med en animasjonsfilm av kunstnerduoen Elmgreen & Dragset, som lager en bro mellom den høviske avstandskjærligheten fra middelalderen og vår tids nettkultur. På samme måte knytter også Saariahos musikk an til både modernitet og middelalder gjennom sine langsomt bevegende klangflater og dynamikk. Denne produksjonen av L'amour de loin hadde premiere under Festspillene i Bergen i 2008.

En produksjon fra Bergen Nasjonale Opera og Festspillene i Bergen. Med Operaorkestret og Det Norske Solistkor. Det Norske Solistkor er et av landets ledende ensembler uansett musikksjanger. Musikalsk beveger koret seg ubesværet mellom det klassisk-romantiske repertoaret og samtidsmusikken, med stødige avstikkere til det folkemusikkbaserte og nasjonalromantiske.

Det vil være introduksjon i Formidlingssenteret 1 time før forestilling.

Hør Per Boye Hansen om L'amour de loin i Kulturhuset på NRK P2: Kjærlighet på avstand

  • Musikk Kaija Saariaho
  • Libretto Amin Maalouf
  • Musikalsk ledelse Baldur Brönnimann
  • Regi, scenografi og lysdesign Elmgreen & Dragset
  • Filmproduksjon Fabulab

    I rollene

    Hovedroller

    • Jaufré Rudel

      Russell Braun
      Spiller følgende dager
      • 07.02.2014
      • 09.02.2014
    • Clémence

      Erin Wall
      Spiller følgende dager
      • 07.02.2014
      • 09.02.2014

    Handling

    Handling

    Fortellingen i L’amour de loin tar utgangspunkt i La Vida breve – kjærlighetstekster av Jaufré Rudel, som var blant de største trubadurene på 1100-tallet. Han er lidenskapelig forelsket i en kvinne fra Tripoli – en kvinne han bare har hørt om og aldri har møtt.
    1100-tallet, i Aquitaine, Tripoli og på havet.

    AKT I
    Jaufré Rudel, Prins av Blaye, er lei livsførselen til de unge av hans rang, og lengter etter en annen form for kjærlighet enn den fysiske. Han kaller denne en «kjærlighet på avstand». Hans tidligere svirebrødre, som utgjør koret i operaen, bebreider Jaufré for han personlighetsforandring, og forteller ham at kvinnen han drømmer om ikke eksisterer. En pilegrim derimot, som nylig har kommet fra Tripoli, hevder at en slik kvinne virkelig fins og at han har møtt henne. Fra da av tenker ikke Jaufré på noe annet enn denne kvinnen.


    AKT II
    Pilegrimen er igjen på reise og oppsøker kvinnen han fortalte Jaufré om, grevinnen av Tripoli, Clémence. Han forteller henne at deti Frankrike fins en trubadurprins som hyller henne i sangene sine, og kaller henne "sin elskede fra det Fjerne". Grevinnen blir førstfornærmet, men begynner snart å drømme om denne fremmede beundreren langt borte. Hun spør seg også om hun fortjener en slikhengivenhet.

    AKT III
    Da pilegrimen er tilbake i Blaye møter han igjen Jaufré, og innrømmer overfor ham at grevinnen nå vet at han synger om henne. Da bestemmer trubaduren seg for å dra for å møte sin elskede.
    Clémence, på sin side, er svært usikker, hun vil ikke leve et liv som stadig ventende og hun vil ikke lide. Ute på havet er Jaufré utålmodig etter å møte sin «elskede fra det Fjerne». Samtidig gruer han seg veldig og angrer på at han dro av gårde på impuls. Kvalene blir stadig større og til slutt gjør uroen ham alvorlig syk. Når han ankommer Tripoli er han døende.

    AKT V
    Da skipet legger til kai, skynder pilegrimen seg til grevinnen for å informere henne om at Jaufré har kommet, men at han er døende. Trubadurprinsen blir fraktet bevisstløs på en båre til slottet. I nærværet av kvinnen han har sunget for, kommer han gradvis til bevissthet igjen. De to "elskende fra det Fjerne" møtes endelig. Men tragedien truer og de blir de nødt til å handle raskt. De erklærer sin kjærlighet til hverandre. Når Jaufré dør i armene hennes, vender grevinnen seg rasende og fortvilet mot himmelen. Snart bebreider hun imidlertid seg selv for tragedien, og hun bestemmer seg for å gå i kloster for å gjøre bot.
    Siste scene viser Clémence knelende i bønn, men ordene er vanskelig å skjelne og det er usikkert hvem hun ber til: Gud langt borte eller hennes "elskede fra det Fjerne".

     

    Trailer

    Fra oppsetningen under Festspillene i Bergen 2008. Animasjonsfilm: Elmgreen & Dragset, filmproduksjon:Fabulab. Lydopptak med Bergen Nye Opera, BFO, Kor vest og dirigent Baldur Brönnimann

    Operasjefen om verket

    Kjærlighet mellom illusjon og virkelighet

    Per Boye Hansen

    "Er dette opera så kan også jeg skrive opera", skal Kaija Saariaho ha uttalt etter at hun så og hørte Messiaens Den hellige Frans av Assisi, under Festspillene i Salzburg på begynnelsen av 90-tallet. Det var lite i hennes musikk til da som hadde pekt i retning av ytre dramatikk eller teatrale effekter. Som Jon Fosse ble hun lurt inn teatrets verden, ved at andre insisterte. Hun var skeptisk til å gi seg sjangeren i vold, men ble overbevist av Messiaens meditative musikkteater. I 2000 ble hennes L’amour de loin (Kjærlighet på avstand) urframført samme sted, med Esa Pekka Salonen (dirigent) og Peter Sellars (regissør) som fødselshjelpere. Denne oppsetningen ble en stor suksess, og ble senere vist både i Paris og i Helsingfors. Den foreligger også på dvd. I årene som har gått har L’amour de loin faktisk blitt en av de mest spilte samtidsoperaene.

    Kunstnerparet Elmgreen & Dragsets nyoppsetning av L’amour de loin er en erkjennelse av at kjærligheten enten er for god til å være sann eller for sann til å være god, kan synes å ha vært utgangspunkt for Kaija Saariaho og hennes librettist, den libanesisk/franske forfatteren Amin Maalouf. Den uoppnåelige eller ufullbyrdete kjærlighet er et sentralt tidløst tema, fra Orfeus' tap av Eurydike til Smokies "Living next door to Alice". I middelalderen ble den høviske avstandskjærlighet dyrket som den høyeste form for kjærlighet, der lykkerusen – erotikken – nettopp lå i det uoppnåelige, nærmest i en innforståtthet av at verdien blir redusert når kjærligheten blir praktisert, for å bruke norske biskopers terminologi. Det er nok ikke oppfordring til askese eller avholdenhet som er Saariaho og Maaloufs budskap, men operaen viser avstanden mellom kjærlighet som forestilling og kjærlighet slik den oppleves i virkeligheten. Saariaho og Maalouf tar både musikalsk og tematisk utgangspunkt i middelalderen, ikke som et tilbakeskuende nostalgisk prosjekt, men for å vinne distanse til å skildre egen samtid.

    Som middelalderens musikk er Saariahos partitur nesten fritt for både harmonisk utvikling og store tempoforandringer. Virkemidlene hun bruker for å gripe lytteren er først og fremst klanglig differensiering og dynamikk. Tematisk berører operaen grensene mellom hengivenhet og besettelse, mellom illusjon og virkelighet og mellom tilhørighet og avhengighet. Saariaho har selv uttalt: «Da jeg jobbet med dette stoff et, måtte jeg ofte tenke på unge mennesker som innleder forhold via Internett, uten å ha møtt hverandre. Hvordan er det man skaper seg et bilde av den annen? Hvilke konflikter fører det til? Er mennesket i stand til å holde ønske og realitet fra hverandre?»

     

    Fordypning

    En historie om kærlighed

    De store mysterier: Livet, kjærligheden og døden står til skue i Kaija Saariahos opera L'Amour de loin. Det er ingen happy ending, men man gråter av glede etter en rystende utstilling av de sjelekvaler som er gjeldende til alle tider hos alle mennesker.
    Slik skriver Festspilldirektør Anders Beyer, som har fulgt den finske komponisten i tre årtier.

     Av Anders Beyer

    Stemningen i Pompidou-centret i Paris i januar er noget helt særligt. Der er handlende overalt i de små gader på trods af det kølige vejr, og de livlige franskmænd gestikulerer elskværdigt for at fange de forbipasserendes opmærksomhed. Vi befinder os i hjertet af Paris, og det er her, komponisten Kaija Saariaho bor sammen med sin familie.

    Jeg er inviteret ind i Saariahos lejlighed og studie. Hun har travlt med at arbejde på bestillingsværker for orkestre fra hele verden. Hun slår sig ned på sofaen og fortæller sin historie:

    ”Jeg har altid forestillet mig musik, og jeg har været meget opmærksom på lyde. Det har altid været et vigtigt element for mig – så længe jeg kan huske tilbage. Jeg begyndte at spille violin, da jeg var seks, og da jeg var otte, begyndte jeg også at spille klaver. Jeg har mange fragmentariske minder, men jeg er ikke sikker på, hvornår jeg virkelig begyndte at komponere. Jeg havde musik i hovedet, da jeg var helt lille. Jeg hørte musik strømme ud fra nedenunder min seng, så om natten plejede jeg at spørge min mor, om hun ikke kunne slukke for det. Hun forstod selvfølgelig ikke, hvad jeg talte om. Da jeg blev omkring ti eller elleve år gammel, havde jeg en sand krise, fordi jeg læste en biografi om Mozart; det var meget smertefuldt for mig at læse, at han allerede havde skrevet masser af musik, da han var på min alder. Så jeg konkluderede, at jeg ikke var nogen særligt talentfuld musiker, for jeg havde jo ikke skrevet nogen store værker endnu.”

    Komponisten Kaija Saariaho

    Kaija Saariaho drømte om at komponere allerede i en ung alder, men hun troede ikke, at hun havde talent nok, så hun begyndte at studere orgel og musikvidenskab. Hun tænkte, at hun kunne blive organist i en kirke og lede efter meningen med livet og tjene musikken i en lille landsby et eller andet sted i Finland. På et tidspunkt opstod en ny krise for hende, og hun begyndte at føle, at hun spildte sit liv. Hun blev besat af frygten for, at hun gennemlevede hver dag til ingen nytte, og hun indså, at hun var nødt til at forsøge at komponere. Det var det eneste, der gav nogen mening. Så Saariaho kom ind på Sibelius Akademiet og begyndte at studere komposition under Paavo Heininen. 

    Saariaho fortæller om denne periode i sit liv: 

    ”Da jeg søgte efter min identitet, var der en del kvindelige forfattere, der var vigtige for mig: Edith Södergran, Virginia Woolf, Sylvia Plath, Anaïs Nin. Jeg var interesseret i, hvordan kvindelige forfattere og kunstnere havde været i stand til at bedrive deres kreative arbejde, og det fandt jeg ikke nogen eksempler på inden for musikken. Jeg havde hørt enorme mængder af musik, og jeg havde store evner, men af en eller anden grund, som jeg ikke selv forstår, sad jeg fast i at skrive vokalmusik på det tidspunkt. I mit visuelle indtryk var jeg altid afhængig af at have mennesker med, jeg kunne ikke komme ud i det abstrakte. En person med viden på det her felt vil måske en dag kunne forklare mig, hvad det mon gik ud på. Paavo pålagde mig at lade være med at skrive vokalmusik og så begyndte jeg at analysere mange forskellige slags musik.”

     

    Den franske forbindelse

    Vi er nu nået til de sene 1970’ere. Saariaho tilhører en generation, der lod til at arbejde sammen hen imod et fælles mål. Hun rejste udenlands sammen med komponisterne Magnus Lindberg, Jukka Tiensuu og flere andre til den samme institution i Paris, og de havde nogle fælles ideer om potentialet i det nye elektroniske udstyr. Saariaho fortæller om den periode:

    ”Jeg kendte ikke Jukka ret godt, og det gør jeg stadig ikke, selvom vi har jævnlig kontakt med hinanden. Jeg lærte vældig hurtigt Magnus Lindberg og Esa-Pekka Salonen at kende, mens jeg studerede, og de blev vigtige kollegaer for mig. Korvat Auki Selskabet[foreningen Åbne Ører, red.] var også ret vigtigt. Vores aktivitetsniveau var meget seriøst, vi fremlagde forelæsninger og analyser for hinanden; det var mere vigtigt for os at forberede og fremlægge den slags for hinanden end at gøre det på Sibelius Akademiet. Det var højst inspirerende at være omgivet af den slags mennesker.”

    ”Efter jeg forlod Finland tog jeg først til Freiburg og derfra begyndte jeg at besøge Paris for at tage til koncerter. Ensemble Itinéraire gav fremragende koncerter, og jeg var stødt på noget af denne type musik i Darmstadt. Jeg havde brugt forstærkning i et begrænset omfang og begyndte at blive interesseret i musikalsk interpolation, da jeg hørte Tristan Murail og Gérard Grisey tale i Darmstadt, og så hørte jeg om kurserne på IRCAM i Paris (Institut de Recherche et de Coordination Acoustique/Musique). Det var første gang jeg havde hørt om spektral-musik, og det virkede vidunderligt i sammenligning med den post-serielle æstetik, som dominerede over det hele, og som ikke rigtig passede til mine ideer. Jeg ville lave musik for ørerne.”

    Det var første gang jeg havde hørt om spektral-musik, og det virkede vidunderligt

    Musikkens farver

    Saariahos musikalske stil ændrede sig gradvist i løbet af de sene 80’ere. Hendes værker fra midt-80’erne var et resultat af kunstnerens interesse for harmoniske og spektrale analyser. Lichtbogen, Io, Nymphéa. Du cristal …à la fumée er fra slutningen af den periode, men den kommer stadig fra den samme kilde. Man kan tale om en overgang fra den periode og til 90’erne, hvor Saariahos musik bevæger sig i en ny retning.

    Da hun begyndte at arbejde på Du cristal havde hun en følelse af, at det ville blive det sidste værk fra den periode. Det var derfor hun tvang sig selv til at skrive endnu et stykke med det samme musikalske materiale, hvor hun anvendte det på en helt anden måde. Det stykke blev …à la fumée. Efter al den harmoniske og spektrale analyse, er det afgørende naturligvis at få omsat det til rigtig lyd. Hvad er Saariahos tilgang til instrumentering?

    “Den del er fuldstændig intuitiv. Jeg har ingen regler for instrumentering, selvom jeg har nogle ret klare ideer om forskellige teksturer, grader af lysstyrke i forskellige instrumenter og grader af pigment. Jeg bruger alle sådan nogle parametre til at organisere instrumenterne. Når jeg opbygger en musikalsk form, er det vigtigt for mig at skabe kontrastfyldte teksturer: for eksempel at kontrastere mørke teksturer og ru overflader med glatte teksturer fuld af lysende pigmenter. Sådan nogle overordnede ideer bruger jeg, når jeg instrumenterer, men hvad de konkrete instrumenter angår, så bruger jeg dem meget intuitivt.”

    Når man lytter til Saariahos musik med de stemningsmættede titler, er det ikke ualmindeligt at publikum oplever musikken visuelt, som farver eller asmosfærefyldte malerier. Om dette siger komponisten:

    “Når jeg tænker på farver er det mere som graden af lysstyrke end som rødt og grønt. Det er meget kombineret med en særlig stemning, som jeg ikke helt kan definere i forhold til musik, men som for mig er forbundet med at skrive dolce eller con violenza eller hvad det nu kan være, fordi musikken har sine egenskaber fra begyndelsen; det er ikke noget jeg opfinder bagefter.I starten er titlerne altid for min egen skyld, da jeg jo er min musiks første lytter. Når jeg føler, at jeg har fundet den rette titel, kan jeg give mit materiale fokus. Titlen er meget vigtig for min fantasi. Bagefter kan jeg måske slette titlen helt igen, eller ændre den, men den hører sammen med musikken på en eller anden måde. Selv hvis jeg ender med at gøre noget, der ligner noget, jeg har gjort før, er jeg nødt til at føle nødvendigheden af det igen. Det problem kæmpede jeg med i min opera L’amour de loin, hvor jeg genbrugte noget musik fra mit orkesterstykke Oltra mar, fordi det faktisk var min oprindelige plan.”

    L'amour de loin

    Saariaho fortæller at alt, hvad hun har skrevet siden 1983 har en direkte forbindelse til hendes opera L’amour de loin, som igen anvender lånt vokal-materiale: 

    “Jeg fandt emnet og en historie, som jeg virkelig godt kunne lide, men det tog mig år, før jeg endelig fandt en forfatter, som kunne lave en libretto ud af det. Forfatterens er Amin Maalouf, en fransk-libanesisk forfatter, som har skrevet mange bøger om netop den historiske periode, og som er en meget kendt forfatter her i Frankrig.”

    L’Amour de loin er baseret på en tidlig biografi om 1200-talstrubaduren Jaufré Rudel og modtog bred anerkendelse ved sin urpremiere, iscenesat af Peter Sellars ved Salzburg Festivalen i 2000, og for værket modtog komponisten den prestigefyldte Grawemeyer Pris. På Bastille-operaen i Paris i marts 2006 fulgte derefter Adriana Mater, med en original libretto af Maalouf, hvor rå nutidsvirkelighed blandes med drømme, igen iscenesat af Sellars. Emilie, en opera og monodrama skrevet til Karita Mattila fik premiere i Lyon i marts 2010.

    Optakt til kærlighedshistorien

    Kaija Saariaho besøgte Salzburgfestspillene i 1992 og oplevede opførelsen af Olivier Messiaens Saint Francois d'Assise, skabt af bl.a. scenografen George Tsypin, instruktøren Peter Sellars og sopranen Dawn Upshaw. Messiaens seks timer lange værk gjorde et så stort indtryk på Saariaho, at hun gik i gang med at planlægge et drama, som skulle realiseres af samme hold på samme sted. Salzburgfestspillenes leder, Gérard Mortier, gav en bestilling og otte år efter blev ideen til virkelighed.


    Et forarbejde til operaen var værket Lonh for sopran og elektronik (tilegnet Dawn Upshaw). For denne musik fik komponisten Nordisk Råds musikpris 2000.Den fjerne og ofte uopnåelige kærlighed er et tema med stor slidstyrke. Motivet om to der elsker hinanden, men ikke har set hinanden, har stor aktualitet for mange mennesker, som lærer hinanden at kende gennem telefon eller internet, for tiden ført ud i bizarre optrin, hvor mennesker, der aldrig har set hinanden, ægtevies under stor mediebevågenhed.

    Prinsen og trubaduren Jaufre Rudel udpensler kærligheden i de heldigste vendinger i den smukkeste musik, men da tidspunktet for det virkelige møde rykker nærmere, indfinder tvivlen sig. Angsten og visheden om dødens realitet bliver manifest, og det bliver stadigt sværere at skelne mellem fantasi og virkelighed. Historien er universel og det er ikke svært at finde spejlingspunkter i historien om den fjerne kærlighed, som har optaget komponisten så mange år. Som Saariaho sagde det til nærværende signatur:

    "Vi lever i nutiden og kan så meget, og dog forstår vi så lidt af den magi og mystik, der er gemt i kærlighedshistorien. Jeg forstod først sent, hvorfor historien fascinerede mig så meget: Den angår mig personligt. De to hovedkarakterer – trubaduren som ønsker at udtrykke kærligheden gennem musik, og kvinden som er sendt til et fremmed land – er to sider af min personlighed."

    Selve kærlighedshistorien og gengivelsen af den, er ukompliceret og uden de i operalitteraturens så udbredte forviklinger og intriger. I Salzburg modsvaret af en enkel men meget stemningsbefordrende scenisk opstilling med vand på hele gulvplanet og med to rigt ornamenterede glastårne i hver side af scenerummet. I disse glaskonstruktioner bliver de to hovedfigurer kørt op og ned af en slags elevatorer. Til sidst i operaen inddrages også båden, som bringer Rudel til sin elskede i Tripoli. Enkelt men virkningsfuldt.

    Det komplekse og subtile ligger i selve musikken. Mere tydeligt end nogen sinde ønsker Saariaho nu at skabe klangbilleder. Sonoritet i bredeste forstand er det egentlige anliggende. Følsomhed over for musikalske spektre byder hende at mikroskopere lydene for derefter at sætte dem sammen med elektronisk bearbejdet lyd. Højtopbyggede akkorder med mange overtoner sættes an i orkester og understøttes af korindsatser og elektronisk bearbejdet lyd. Klangsøjle på klangsøjle toner frem, og glidetoner i orkester og hos sangere og i koret forstærker det teatralske element.

    Det komplekse og subtile ligger i selve musikken.

    Urpremiere Salzburg Festspillene

    Vi skriver 15. august 2000: publikum i Felsenreitschule er fuld av forventning. Jeg sidder ved siden av Saariaho i mixerpulten, hvor hun styrer elektronikken. Komponisten fotæller mig, at nerverne sidder uden på tøjet og at hun er nervøs som hun aldrig har været det før. Lyset sænker sig og forestillingen går i gang. De store mysterier: Livet, kærligheden og døden står til skue i Kaija Saariahos opera. Der er ingen happy end, men man græder med glæde efter en rystende udstilling af de sjælekvaler, som er gældende til alle tider hos alle mennesker.Der er ingen gåseøjne, ironi eller andre fremmedgørende elementer i Kaija Saariahos L'Amour de loin til tekst af den libanesiske digter Amin Maalouf. Den klassiske historie om ridderkærlighed, som ikke bliver opfyldt, behøver ikke udvendigt fyld. Musikken intoneres i lavmeldte toner og sindet stemmes i mol med temaer som fravær, afsavn, smerte og lidelse.

    Værket handler om en prins og trubadur ved navn Jaufre Rudel fra det 12. århundrede. I gamle franske håndskrifter berettes om hans liv. Han blev forelsket i en grevinde fra Tripoli – uden at have mødt hende. Rudel skrev sange til kvinden og begav sig ud på en rejse over havet for at møde hende. I løbet af rejsen blev trubaduren syg og da han døende ankom til Tripoli, blev han straks bragt op til grevinden Clemence. Rudel døde i ladyens arme.

    Kaija Saariaho fortæller historien med respekt for den grundtone, som trubaduren slår an og genbruger faktisk hans materiale. Sat i mentale svingninger af sangsolister, et kor, et orkester og elektronik.

    Den kveld i august 2000 fyldte Saariahos musik og sang Felsenreitschule i Salzburg med sansemættede nattestemninger, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket. Publikum var begejstret og komponisten tydeligt lettet over modtagelsen.

    Anders Beyer er direktør for Festspillene i Bergen.

    Kilder: Anders Beyer: The Voice of Music. Conversations with composers of our time. Ashgate, London 2000.
    Anders Beyer: "Den ultimative kærlighed", artikel i Dagbladet Information, 17. august 2000.

     

     

     

     

     


    Forestillingsdatoer

    Ferdigspilt

    • Scene
      :
      Hovedscenen
    • Pris
      :
      100 - 395 NOK
    • /
      1 pause

    februar 2014

    Ferdigspilt
    Ferdigspilt